fredag den 29. april 2011

Hildegard 1

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
400 sider
Hørt som lydbog

En meget anderledes bog end dem jeg plejer at læse. Meget smuk og poetisk skrevet men alligevel bygget op som en almindelig roman. Hildegard er en stærk personlighed og både i hendes barndomshjem, men også senere da hun som meget ung pige blev nonne. Jeg har fået meget mere ud af bogen end jeg havde regnet med, og kan sagtens anbefale den til andre der har lyst til, at ”trække” sig tilbage til klosterlivet for en stund. Dengang der fandtes mange fromme mennesker og alle troede og mente, at det der skete på godt og ondt var Guds vilje. Glæder mig til at komme i gang med Hildegard 2.

Bogen får ***

Bagsidetekst
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har med romanen? Hildegard? skrevet et psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder, Hildegard af Bingen (1098-1179) Allerede som treårig oplevede Hildegard sine første visioner. Hun forstod hurtigt, at hun så noget, andre mennesker ikke kunne se, og holdt sine oplevelser skjult. For hvordan ville andre mennesker reagere, hvis hun fortalte dem, at hun både hørte Guds stemme og i glimt kunne se lige ind i fremtiden? Hvad skulle hendes egen mor stille op med sit tiende barn, der var sart og anderledes og næsten altid sygt? Og hvem kunne skelne Guds og Djævelens tale fra hinanden? Hildegard var kun otte år, da hun blev sendt hjemmefra. Først til den fromme, unge adelskvinde Jutta, der skulle forberede hende på klosterlivet. To år senere flyttede de sammen ind i en isoleret celle ved klosteret Disibodenberg. Hildegard blev tvunget til at leve i tavshed. Hun havde kun ringe kontakt med klosterbrødrene, men én fortrolig havde hun. Et usædvanligt venskab voksede frem mellem Hildegard og hendes lærer, den næsten jævnaldrende munk Volmar. Det engang så sære barn blev nonne, lægekyndig, forfatter og visionær. Hun komponerede musik, der stadig spilles den dag i dag. Hun forlod aldrig klosterlivet, men fik med tiden kontakt med de mest magtfulde mænd, deriblandt paven i Rom. Historien om Hildegard rækker ud over hendes skrift og samtid. Det er et nuanceret portræt af en kvinde, der bliver ved med at fascinere på tværs af århundreder og som i sit virke tog store eksistentielle temaer under behandling: tro, tvivl, kald og afkald.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar